Revealing the Anthropocene

Projektet er en søgen efter hvordan antropocæne og naturlige processer kan være æstetiske elementer i landskabet. Med afsæt i Hukens historie og tidligere brug bliver dagbruddet igen en del af et urbant metabolisme, som den førhen har været. 

Kortlægning af udvikling i Huken i de seneste 50 år. Masser er kontinuerligt flyttet rundt i bruddet. 

En flere år lang proces løber hos kommunen for at få transformeret Hukenom til en del af Lillomarka, men ud fra min analyse af stedet kan der konkluderes tre punkter:  

1. Det er et stenbrud, et industrielt sted 

2. Det er et geologisk minde, som et antropocænt sted og med det geologiske værdi 

3. Det er problematisk at skjule konsekvenserne af menneskelig aktivitet  

• Disse tre konklusioner er ikke taget med i forslaget og reguleringen hos Oslo kommune. Projektet skal derfor ses som et forsøg på at se på stedet fra en anden vinkel. Et eksempel er, at man i dag har gravet store masser af knust asfalt ned under overfladen. Det er et affaldsprodukt fra Oslos vejnet. Dette projekt ønsker at undersøge hvordan disse forurensede masser kan bruges som et laboratorium for det antropocæne samtidigt med at masser vil blive renset gennem såkaltphytoirrigation, hvor træer optager de uønskede stoffer gennem deres rødder, inden det ledes videre i et urban system ned af Alnaelva. Dermed er forslaget tænkt processuelt - i modsætning til et statisk sted. Materialer forvitrer, udvaskes og den naturlige succession vil overtage på sigt. Stedet vil dermed facilitere en foranderlig oplevelse, i nuet og over tid. Der spekuleres i hvordan det kommer til at se ud over en lang årrække, men forslaget er åbent, altså intet er til fulde forudsigeligt. Den spekulative prognose ses på figur 4. Under den sydlige og nedre del af bruddet ligger i dag Aurebekken i rør. Den vil bringes tilbage til overfladen og en geometri af materialer placeret i mønster vil facilitere, at vandet vil få en form, der er bestemt af dens egen kraft i modsætningen til en bygget kant.  

• 

Forslaget «Revealing the Anthropocene–sensorylaboratory for landscape processes» er en søgen efter, hvordan tid, materialer og processer, i en sammenfletning, kan være en æstetisk oplevelse, som formidler menneskets væren i den antropocene epoke.  

In Revealing the Anthropocene –sensory laboratory for landscape processes, I use the former open pit Huken as an object to investigate how the academic concept of the Anthropocene can be stimulated, articulated in and intertwined with landscape processes and materials (figure 3). The project is a search for how anthropocene and natural processes can become aesthetic elements in the landscape. Based on Huken's history and previous use, the open pit will once again become part of an urban metabolism, as it has previously been. 

Revealing the Anthropocene –sensory laboratory for landscape processes, Thomas Friis Rasmussen. Masteroppgave ved Arkitektur- og designhøgskolen i Oslo/Universitetet i Tromsø, 2022. 

Oppgaven kan leses på: https://hdl.handle.net/11250/3000284